Stor oplevelse med en torn i huden

Grandjean_VM_Medalje

Grandjeans tri-blog

Det kunne have kørt meget bedre. Men det var ikke en dårlig oplevelse

Her i dagene efter VM har jeg ret blandede følelser. Jeg kom i mål som nr 168 ud af 300 startende i min klasse i tiden 4 timer og 49 minutter. Se resultaterne her: http://eu.ironman.com/triathlon. Til sammenligning brugte de bedste blandt de professionelle 3 timer og 44 minutter. Min tid var 20 minutter langsommere end mit bedste på distancen, men der var også hidsige stigninger (+20 %) på cykelturen og på løbeturen. Når jeg sidder her med et glas bobler og med nogle ben, som er helt i orden og lidt ømme; ja, så ser jeg tilbage på et højdepunkt, selv om VM sportsligt set ikke var i top. Jeg sætter et stort kryds på min personlige liste over store ønskede oplevelser. Min kæreste og jeg fejrer både det overståede VM og vores nye lejlighed med en god champagne hernede i Australien, og nu skal vi på ferie!

Grandjean_VM_2

Perfekt start

Vejret var fantastisk. Dagene før var havet vildt på grund af meget vind, men på raceday var det helt optimalt. Jeg svømmede i min hurtigste tid nogensinde – nemlig 1900 meter på 31 minutter – i spejlblankt og krystalklart vand. Høj sol og en ret perfekt start. Jeg håber og tror, at ændringen i min træning i vandet med håndplader og en lidt ændret håndstilling har givet et varigt løft til min svømning. Det ville være lækkert.

Jeg startede i en tidlig startgruppe, og vinden var derfor heller ikke noget problem på cyklen. Men benene havde bare ikke dagen i søndags. Til et løb derhjemme var jeg landet i top 50, måske endda i top 20. Men til VM var feltet så skarpt, at jeg blev sat grundigt på plads. Alle atleter var toptunede og havde udstyr helt på niveau med alle de professionelle. Det her var virkelig VM. 3000 cykler på rad og række med en gennemsnitspris på over 50.000 kr. Altså udstyr for over 150.000.000 kr og en helt anden skarp attitude til sporten.

Grandjean_VM_cykel

Tidsstraf er en torn i huden

Mest irriterende var, at jeg fik en straf på fem minutter for at ligge på hjul på cyklingen. Det var overhovedet ikke en del af min plan. Hvis man lægger sig foran en flok og trækker, så kommer de andre bagfra og har mere power til at tage føringen. Og man kan ikke bare falde tilbage, når der er mange i gruppen. Jeg tror, at det er en uheldig effekt af, at arrangørerne tjener flere penge, jo flere deltagere der er med, men det giver altså en ærgerlig tæthed mellem os ude på ruten. Alligevel sidder tidsstraffen som en torn i huden på mig: Det er så torskedumt, urutineret og useriøst, at jeg overhovedet giver dommeren mulighed for at give mig den straf – for jeg skal på ingen måde drafte. Selvbebrejdelsen overskygger stadig andre elementer i min VM-oplevelse.

Stejle bakker med få tilskuere

Cykelturen fungerede egentlig fint for mig. De første 40 km lå jeg efter planen ret lavt på watt-tal, så jeg havde kraft til afslutningen. Sidste del af ruten var en rundstrækning med nogle virkeligt stejle bakker, hvor man skal træde nogle meget høje watt-tal, som man ikke kan holde så længe. Mange fra andre startgrupper stod af og trak op af bakken. Altså en rute, man ikke kom sovende igennem! Her havde jeg forventet en masse tilskuere i stil med Geels Bakke, når vi kører i København. Generelt var der nu ikke mange mennesker på ruten, og der kunne sagtens have været mere stemning og flere skøre tilråb. 90 pct af deltagerne er jo ikke fra Australien, så der var ikke mange, der oplevede den personlige opbakning fra venner og familie. Jeg havde bare forventet flere derude, og jeg har det fint med den særlige fest-stemning, der kan være på dagen.

Fed oplevelse, men …

VM foregår på den halve Ironman, hvor vi svømmer 1900 meter, cykler 90 km og løber 21 km. Mine ben havde ikke dagen, og derfor var løbet ikke noget særligt at skrive hjem om. Jeg gennemførte løbet i min langsomste tid til dato på 1 time og 40 minutter. Heldigvis fungerer kroppen helt fint, skaderne holder sig i ro, og jeg fortsætter som triatlet. Samlet set står jeg tilbage med en fed oplevelse og med en torn i huden. VM giver mig måske også anledning til at overveje min erklærede feel-good-indstilling til triatlon, for jeg kan godt mærke, at jeg rent sportsligt har ambitioner, der rækker til en bedre placering end nr 168.

Grandjean_VM_3

Hovedet skal have en pause

Nu har jeg brug for at få hovedet væk, og det er helt perfekt, at vi skal holde ferie hernede. Min kæreste har boet i Australien, og vi skal besøge hendes venner. Jeg har selv familie i Sydney, hvor vi også skal på besøg. Vi har også lige været med en kammerat ude på en vingård, hvor vi købte den flaske, som vi nu fejrer VM-oplevelsen med. Når jeg kommer hjem vil jeg overveje en pause fra målrettet triatlon-træning, for det er lysten, der skal drive værket.  Lige efter løbet var jeg i hvert fald helt mæt af triatlon, men allerede her et par dage efter får jeg faktisk lyst til at komme tilbage på træningsbanen. Tidsstraffen er en plet, jeg skal have vasket af!

Grandjean_VM_4

Vil du høre om mine oplevelser med triatlon og snakke om IoT og business analytics face-to-face? Så duk op på den store itelligence konference i København http://dk-dk-lp.itelligencegroup.com/making-it-real. Den glæder jeg mig til. Jeg står på en lille stand, hvor jeg har lidt af mit grej med.

Lignende indlæg

Læs mere
Læs mere
Læs mere
Blog2
Læs mere
Blog1
Læs mere
Læs mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Følg os: