Summit Push – Ole Moses Blog

Kharut Pyramid

Endelig får vi resten af historien!

24.06.17

Summit push

Vores ekspedition var pga. tilfældigheder planlagt ca. 3-4 uger før den normale sæson på Baltoro gletchen. Dette viste sig at have en temmelig stor indflydelse på mængden af sne oppe på den øverste del af gletchen. Vores guide, Ibraham, kunne konstatere, at vi på vej op til Basecamp (BC) for Kharut Pyramid skulle igennem et gletcherspalteområde, hvor der var mange dybe (op til 250m) spalter. Dette var for så vidt intet problem, havde det ikke været for den store mængde af sne. Sneen ligger sig ovenpå og skjuler spalterne. Selvom Chris og jeg havde reb med, havde ingen af os lyst til at bruge det meste af en dag på at falde i, og redde hinanden op af spalter. Derfor fik vi anbefalet et andet og tilsvarende bjerg kaldet Pastore Peak, som i hvert fald i den normale sæson plejer at have meget lidt eller intet sne/is på sig. Efter Concordia fandt vi derfor vores vej til Pastore Peak BC for at prøve lykken med denne lille bakke på 6.209 meter.

Alternativ tilgang

Den normale tilgang til dette bjerg er BC → Camp 1 → Camp 2 → BC og dermed ca. 3 dage på at komme op og ned. Chris og jeg følte os meget stærke og hurtige efter de første 8 dage op til BC, og besluttede derfor en alternativ tilgang. Vi besluttede os for IKKE at bære telt, sovepose, liggeunderlag, ekstra tøj samt mad op på bjerget. I stedet besluttede vi os for at stå meget tidligt op og med let oppakning at sætte højre ben forrest for at nå op til toppen og ned igen på samme dag. På nuværende tidspunkt havde vi sprunget 3 hviledage over ift. normal procedure, men vi følte dog at vores kroppe var klar til det. Oppakningen var masser af hurtig mad i form af en flaske suppe, Twix chokolade og vingummier… masser af vingummi ☺ Og dertil varmt tøj samt alt vores sikkerhedsudstyr til bjergbestigning.

Der pakkes til summitpush

Op ad lodrette isvægge.

Tidligt op og perfekt vejr fra morgenstunden, men ret hurtigt vise den første udfordring sig. Vi anede ikke hvilken vej, vi skulle komme op af det fordømte bjerg…
Vi måtte selv i bunden af bjerget krydse flere minigletchere, hvor man, på en isflade med 60 graders hældning, måtte hakke støvlekanterne godt ind i siden for ikke at glide og ramme nogle temmelig spidst-udseende klipper nedenfor. Efter 3 timer, fandt vi, hvad der lignede en 2 meter smal gyde, som gik direkte op igennem et udhæng af klipper og hængende is, som ellers så både farligt og umuligt ud. Dette var vores vej op, dog med den mindre udfordring, at den gik lodret op og var ca. 200 meter. Chris mente, at den kun var 80-85 grader, men da jeg flere gang var ved at pisse i bukserne på dette stykke, lyder det bedre, hvis den er total lodret ☺ I alle tilfælde – faldt vi, så skulle vi være utrolig heldige for at nyde morgenkaffen dagen efter. Vi fik crampons på (pigge under støvlerne) og isøkserne i hænderne og hakkede os langsom men sikkert op. Jeg skal undlade at fortælle, hvad der var tæt på at ske i mine boksershorts, men kan afsløre, at der ikke var tale om noget godt ☺

Up up and away

Med fare for lavine!

Da vi nåede op af gyden og havde kravlet op af en sølle 70 grader stejl gletcher, kom vi til et stor areal med skinnende og kun let hældende sneflade. Toppen var i syne knap 7 timer efter afgang fra BC. På vej op af denne sneflade stoppede Chris pludselig, da hans ”lavine sans” slog til. Vi var på dette tidspunkt kun 50-100 meter fra toppen, og hvad vi ville estimere til en times klatren. Det sidste stykke vej op, var en tur på en bjergryg med et langt fald på begge sider. For så vidt intet problem, hvis det ikke endnu engang havde været for den store mængde af sne. Der lå store dyner på bjergryggen, og vi kendte sikkerhedsproceduren. Hvis den ene falder til højre, skal den anden springe til venstre for at redde begges liv – vel og mærke med et reb i mellem. Lysten var der dog ikke til at afprøve dette i praksis ☺ Dertil kom et overhæng af is lige forinden bjergryggens start, som truede med at knække af og starte en lavine. Som vi stod på isfladen, kunne vi se lavinespor fra tidligere laviner og fra netop dette overhæng af is, og sporet førte lige ned til den gyde, vi kom op af, og som vi igen skulle ned af igen. Vi nærmede os på dette tidpunkt middag og solen var varm og stærk. Isen var begyndt at føles som slush ice. Tanken om, at sneen sandsynligvis ville være væk ca. 3 uger senere, fik én til at tænke på, om den mon normalt ville smelte eller forsvinde som laviner, når solen fik sneen og isen varmet op. Lidt ærgerlige, om end meget klar over, at der var den rette beslutning, hilste vi på toppen og besluttede at komme ned af gyden igen hurtigst muligt og håbe på, at sneen forsvinder fra området pga. smeltning frem for via laviner ☺

Lavinefare til venstre

Op – ja, men også ned igen!

Bedste som man troede, at turen var ved at være overstået, slog min højdeskræk for alvor til, da vi nåede kanten af gyden. Vi havde på dette tidspunkt fået alle sikkerhedsting på samt spændte et 30 meter reb mellem os for dermed at kunne sikre hinanden på vej ned. Dette foregår ved, at den ene spænder sig fat til en klippe for at sikre den anden, mens denne bakkede ned af væggen. Det spændende var selvfølgelig hver anden gang, når eksempelvis Chris var nederst, og det var min tur til at gå ned. Selvom han sikrede mig, så ville faldet i alle tilfælde være op til 50-60 meter, inden jeg ville blive stoppet. Og tilsvarende når han var øverst. Risikoen for våde boksershorts var størst, når man som øverste mand, afsikrede sig klippen og skulle gå ud på væggen. Første gang det skete for mig, skred min første fod i slush ice, hvilket fik alvoren til at gå op for mig, og yderligere min krop til at ryste af nervøsitet resten af turen ned. Happy feeling gone!!!!!!! Chris var med sin meget større erfaring en god tryghed, om ikke andet fordi det først var bagefter han indrømmede, at vi havde været ude på dybt vand ☺

Velfortjent frokost med fantastisk udsigt

Efter at været nået sikkert ned fra gyden, fandt jeg et forrygende sted til velfortjent frokost. Et sikkert sted lige mellem to lavine zoner ☺ De ret skræmmende områder vi måtte passere på vej op, virkede nu som ingenting efter den ”lodrette” væg, og turen ned gik herefter let og smertefrit, selvom kroppen var temmelig udkørt. Vi blev mødt af spændte porters, hvor vi på trods af de manglende 50-100 meter, meldte vores tilfredshed og succes. Vi fejrede med afslapning resten af dagen og ekstra ration af de lækkerier, som vi havde medbragt på turen ☺

Frokostpause        Frokostudsigten2

Lignende indlæg

Nye medarbejdere
Læs mere
Nye medarbejdere
Læs mere
Nye medarbejdere
Læs mere
Use the itelligence insights finance technology survey to benchmark your finance digital transformation
Læs mere
DK_CC2016 - Copy
Læs mere
Blog2
Læs mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


Kontakt os
Kontakt os

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os